Hjemmebagte grovbirkes til sløve sommermorgener

 

Hej kære læser.

Her om sommeren, hvor der er ferie i kalenderen og god tid om morgenen, er der altså ikke noget bedre end at vågne op til duften af hjemmebagte grovbirkes - sprøde udenpå og svampede og åhh-så-gode indeni. Og måtte du høre til dem, der, som jeg, er ret så glad for selv at få hænderne i en bageskål, ja, så er stille morgener i køkkenet med en endnu sovende familie i huset, nybrygget kaffe i koppen og lidt fuglefløjt, der trænger ind gennem det åbne vindue som akkompagnement til hændernes rytmiske ælten i bageskålen. Det er i hvert fald noget, der godt kan få solskinnet til at bryde frem indeni mig.

De er en klassiker hjemme hos os og alle, der bydes på en af slagsen har svært ved at tage en bid uden at udbryde et sageligt “uhmm”. De indeholder masser af gode frø og grove meltyper og er bagt uden den søde remonce, der typisk er i den hvidere udgave af brødtypen. Så de er geniale at nyde med ost eller marmelade - sprøde udenpå, luftige og svampede indeni. Et hit i vores familie!

Opskriften stammer fra min fabulerende bagebog, Greven, kammerjunken og den dragende citronmåne, som både rummer et overflødighedshorn af nemme, lækre familiebagværksopskrifter og et par håndfulde små hyggelige eventyr med afsæt i bagværket og en hjertevarm lille morale. Jeg kører et særligt lille tilbud på bogen henover sommeren, som du kan finde her.

sif-orellana-hjemmebagte-grovbirkes.jpg
sif-Orellana_grovbirkes.jpg
 
 

INGREDIENSER
10 stk.

50 g gær
2 1⁄2 dl koldt vand
1 æg
25 g sukker
1 tsk salt
125 g fuldkornsdurummel
ca. 450 g hvedemel
3 spsk femkornsblanding (eller 1 spsk hørfrø, 1 spsk sesamfrø og 1 spsk solsikkekerner)
50 g smeltet smør

Til indrulning
175 g smør

Pensling og drys
1 æg mix af hørfrø, sesamfrø og solsikkekerner

 
 

FREMGANGSMÅDE
Bland gæren med vandet og tilsæt de øvrige ingredienser. Ælt dejen godt til en smidig og elastisk dej. rul den ud til en aflang firkant på cirka 50 x 30 centimeter og smør 1⁄3 af smørret ud på hele fladen. fold den ene side 1⁄3 ind over dejen og læg den anden side henover. rul dejen ud på ny, smør endnu 1⁄3 af smørret ud på hele fladen og fold dejen sammen igen. Læg dejen sammen endnu en gang, rul ud på ny, smør den sidste portion smør på og læg dejen sammen (den ene side 1⁄3 ind over dejen og den anden side hen- over). Del dejen i 10 lige store birkes. Læg dem på en bageplade beklædt med bagepapir. Lad dem hæve i en god halv times tid, pensl dem med sammenpisket æg og drys dem med et mix af hørfrø, sesamfrø og solsikkekerner. bag dem ved 220 grader i en forvarmet ovn i cirka 15 minutter.

Rigtig god fornøjelse!